Marianne Christensen

Hjertets fortællinger - med et touch af krop

2012-01-25T18:19:00.000+01:00

Tirsdag d. 24. januar var første gang nogensinde, Hanne Kjemtrup og lavede noget offentligt sammen.
Vi lavede en aften, hvor fortællinger og fysiske øvelser blev knyttet sammen til en smuk og unik helhed.

Nu sidder jeg dagen efter og er fyldt med god energi og lyst til at lave mere af samme skuffe.

For længe siden fik Hanne den idé, at vi måtte kunne lave noget sammen, der tager udgangspunkt i at sætte krop og fortælling overfor hinanden og dermed udnytte den synergieffekt, der ville opstå. Vi har begge læst i og er blevet inspireret af Nancy Mellons bog 'Body eloquence' og Lewis Mehl-Madronas tilgang til at forløse historier, der har sat sig som spændinger i kroppen.

Aftenen indledtes med, at de fremmødte blev guidet af Hanne til at mærke deres hjerte og rummet bag hjertet. Fokusere på centrum og finde en stille balance. Den øvelse betød, at jeg personligt fik direkte kontakt til min hjerteenergi, jeg fandt en dejlig, centreret ro, som gjorde, at jeg umiddelbart kunne gå i gang med at fortælle min historie.
Egentlig havde jeg tænkt at begynde med at recitere et digt, men eftersom jeg ikke på et dybt plan havde følt at jeg havde fundet en autenstisk stemme til det, så var det nok derfor, at jeg sprang det over, helt spontant ændrede mit program lige der i situationen.
Jeg tænkte i den sammenhæng med taknemmelighed tilbage på mit lange ophold på 'International School of Storytelling' på kurset 'The NOW of storyteling'. Fordi fortælling i høj grad handler om at være 100% til stede i nuet, at mærke hvad der sker i rummet og følge det flow, der er.
Jeg fortalte om min baggrund for at stå der og formidle en personlig oplevelse, og jeg fortalte nogle af de historier, som havde hjulpet mig igennem sorgen og smerten, da min mand blev syg.
Inden pausen lavede Hanne endnu en øvelse, en udvidelse af den første, hvor hun lagde lidt mere på. En enkel men meget virkningsfuld øvelse.
I kaffepausen blev der hyggesnakket og udvekslet tanker og idéer om det med at 'leve med døden'.
I 2. afdeling lagde vi op til spørgsmål, og det gik op for mig, at spørgsmålene er fantastiske, fordi de åbner nogle sider i mine fortællinger og i mine overvejelser, som jeg ikke engang har været opmærksom på selv.
Spørgsmålene - og svarene selvfølgelig - skærper min overbevisning om, at der er brug for, at jeg fortæller min personlige historie og de historier, der er vedkommende for mig. Jeg oplevede i høj grad, at historierne kom til at virke helende, og det er min dybeste hensigt med at lave dette fortælleforedrag.
Igennem spørgsmålene fik jeg en endnu dybere indsigt i, hvorfor det er nødvendigt at fortælle helende historier og jeg deler 'en flig af mit hjerte' med andre.

Vi var meget taknemmelige for de tilbagemeldinger vi fik, om at øvelserne og historierne havde givet nye indsigter og faktisk været helende i forskellige sammenhænge. I sådan en situation føler jeg en dyb ydmyghed over for 'fortællingernes magiske og helende kraft'.

Efter oplevelsen talte Hanne og jeg om, at det kunne være spændende at fortsætte dette samarbejde med at lave en serie af fortælleaftener, hvor historierne tager udgangspunkt i forskellige organer. Hver aften vil få fokus på et organ, og vi vil undersøge organets energi, lave konkrete fysiske øvelser, og så selvfølgelig fortælle en masse historier.
Vi bliver nok slet ikke til at stoppe nu.

Links
Hanne Kjemtrup: www.bevaeger.dk
Nancy Mellon: www.healingstory.com
Lewis Mehl-Madrona: www.mehl.-madrona.com
Fortælleskole i England: www.schoolofstorytelling.com

En flig af mit hjerte

2011-11-15T16:35:00.000+01:00

'En flig af mit hjerte, - en fortælling om livet med døden'

Dette fortælleforedrag handler om den tid, der gik, fra min mand blev syg i oktober 2009, og indtil han døde 8 måneder senere.
Jeg brugte i perioden og tiden efter masser af historier til at bearbejde sorgen og angsten. Det var en sej tid, men takket være historierne og hjælp fra venner og kolleger lykkedes det at holde modet oppe.

Af natur er jeg glad og lys i sindet, men når man pludselig bliver konfronteret med udsigten til en ufrivillig livsændring, så skal der meget til for at acceptere, at tingene sker, som de skal.
Jeg lærte at leve med sindsro, at lade være med at bruge energi på det, jeg alligevel ikke kan ændre.
Nu føler jeg mig endelig klar til at komme ud at fortælle om 'fortællingernes helende kraft', fordi jeg tror på det, og fordi jeg har oplevet det på egen krop.

Jeg tror, at mange vil kunne have glæde af at opleve, når man kan tale åbent om, hvordan det er at leve med døden i huset. Men også opleve, at humoren kan gå hånd i hånd med sorgbearbejdelse.

Traditioner og ritualer

2011-05-02T21:38:00.000+02:00

Valborgsaften
Inden jeg blev ringet op og bedt om at være fortæller til et arrangement i Næstved Naturklub d. 30. april 2011, havde jeg ingen idë om, hvad Valborgsaften var. Indrømmet, jeg havde aldrig hørt om den aften før.

Men som sædvanligt var jeg nysgerrig efter at lære noget nyt, og jeg sagde ja tak til jobbet.
Jeg iværksatte en finkæmmende research på nettet, og kom 'på rejse' til Tyskland, hvor en engelsk prinsesse engang i 700-tallet kom som kristen missionær. Herefter fik hun navnet Walpurga.
Gennem min søgen fik jeg lært en del om hende, og der var også gode historier og myter knyttet til hendes navn.
Nogle historier mindede om historier, jeg havde hørt eller læst om andre steder fra. Bla. en historie om 'det vilde ridt', hvor hun bliver forfulgt af vilde ryttere, der følges af vilde hunde. Hun bliver bange, og takket være en snarrådig bonde kan hun gemme sig i et neg på marken. - Herefter udnævnes hun iflg. historien til kornets beskytter.
Denne historier mindede mig om historien om Kong Valdemar, der rider om natten ned over Sjælland, - en historie, der er kendt af mange.
Mindre kendt er nok historien fra Lolland og Falster om 'Goen', der vistnok er en afledning af Odin, som dernede sagdes at ride ved juletid. Han skulle være en velkommen gæst, selv om han var kontrollant for, om der blev arbejdet i julen, hvilket var forbudt og medførte en eller anden form for straf.
Det har været svært at finde kilden til denne historie om 'Goen', men som en sidegevinst til min research om Valborgmyten, fandt jeg ud af, at myten muligvis hænger sammen med historien om den tyske 'Frau Holda', også kaldet 'Frau Goden'.
På Lolland udtaler man ikke 'd'et', og derfor er det nærliggende for mig at tro, at det er samme historie, der er tale om.
Sådan kan det gå, og i sådan en anledning mærker jeg min begejstring for dette arbejde.
Det var en ren aha-oplevelse for mig.

Natur og Ungdom i Næstved havde besluttet at genoptage traditionen med at fejre Valborgsaften, så da jeg ankom lidt i kl. 20, var der fuld gang i bålene. Maden sydede lystigt over ilden, børn og voksne var i fuldt sving med at lave små lamper af ler. De blev fyldt med nylavet birkebarksaft, og til væger brugtes marven fra noget græs, der voksede i mosen i nærheden. Indenfor de første 10 min. havde jeg allerede lært en del nyt, om hvad man kan bruge naturen til. :-)

Jeg havde besluttet, at jeg ville give deltagerne en ny sanseoplevelse, så familierne blev udstyret med spejle og sendt på tur ud under træerne. Det er en skøn oplevelse at se alting 'på hovedet'.

Samtidig med, at de kiggede i spejlene, havde de til opgave at samle ting i en lille, medbragt pose.
Tingene skulle symbolisere henholdsvis noget, de gerne ville tage afsked med fra vinterens mørke og noget, der kunne symbolisere ønsker og hensigter for det kommende, lyse, halve år.
Alle gik 'igennem' ilden ved at gå imellem de to bål, blev derved renset i sjælen, og poserne blev kastet på bålet. Herefter kunne røgen føre beskederne med ud i Universet, og med lidt held kommer englene og ånderne og rydder op i de gamle, mørke tanker og sørger for at opfylde de gode ønsker for fremtiden og give plads til masser af lyse, nye tanker.

Så var tiden inde til at fortælle historier, dels om Valborg selv og dels andre historier, der på forskellig vis handlede om mystiske hændelser.
Jeg fortalte en udgave af historien om Rumleskaft. Den findes i mange udgaver, og det er altid spændende at fortælle en version, som ingen havde hørt før, synes jeg.

Jeg fortalte desuden om 'Hvorfor flagermusen hænger med hovedet nedad', 'Den modige lille skade', (min udgave af 'The brave little parrot'), en historie om et kæmpemonster og en lille historie fra Afrika om en drillesyg frø. Jeg sluttede af med en visdomshistorie om to venner, hvor den ene prøver at snyde den anden men alligevel fortryder.

Som altid havde jeg forberedt mange historier, idet det er svært at forudsige nøjagtigt, hvordan stemingen er, og hvor mange historier, man kan nå at fortælle. Det afhænger altid af publikum.

Ind imellem blev der hentet snobrødsdej, der blev bagt over bålet.
Aftenen sluttede med afslappet samtale ved bålet med de voksne, der endnu ikke var kørt hjem eller dejset omkuld sammen med børnene i shelterne. Det nybagte snobrød smagte mere end herligt med syltetøj, og et glas saftevand gjorde underværker i en tør gane efter næsten to timer med hyggelige og uhyggelige fortællinger.
Stjernehimlen var smukkere end nogensinde, så det var i opløftet stemning, jeg kørte hjem igennem den sorte nat, kraftigt duftende af røg og en stor oplevelse rigere.

Helende fortællinger

2011-03-09T14:32:00.002+01:00

Ups, fik lige kigget på bloggen her. Det er vist alt for længe siden, jeg har skrevet et indlæg.
Jeg har skrevet på en anden blog på engelsk i nogen tid.

Endelig er det lykkedes at samle deltagere nok lokalt til at gennemføre et kursus for ikke-fortællere om, hvordan fortællinger/historier kan være helende.
På lørdag d. 12.3.11 går det løs.
Jeg glæder mig til at dele ud af mine erfaringer, at hjælpe deltagerne til at få nye idéer til at skabe sig selv glæde i hverdagen også i pressede situationer.

Hvis vi lever længe nok, så oplever vi både glæde og sorg, skuffelser og forventninger, hele følelsesregistreret må vi igennem. Det er ikke et problem at have følelser. Det bliver kun problemer, hvis vi forsøger at undertrykke de følelser, vi ikke byder os om, har besluttet er dårlige osv.
Men følelser er følelser, så det er måden at tænke på dem, som gør forskellen. Hvis vi accepterer følelserne, som de er, kan vi altid tænke over, hvordan vi vil håndtere dem.

Det samme gælder de oplevelser, vi får i livet. Hvordan vi kommer igennem tab af vore kære, ulykker, sygdom osv., afhænger af, hvordan vi tænker om 'vores skæbne'.
Et lille eksempel jeg oplevede fornyligt under et ophold i England:
Vi var en lille gruppe, som sad ved kaffebordet i en pause, og vi snakkede om løst og fast. På et tidspunkt kom vi ind på reaktioner i forbindelse med at miste en livsledsager, om hvordan vi kunne bruge fortælling i den sammenhæng.
Vi kendte ikke hinanden særligt godt, men samtalen var alligevel åben.
Jeg fortalte om forløbet, da min mand for to år siden døde af kræft, og om hvordan sorgen stadig dukker op i uventede sammenhænge, selv om jeg lever et tilfredsstillende og glædesfyldt liv nu.
En af de andre deltagere udbrød: Ja, men så er det jo fantastisk at kunne dele sorgen med sine børn.
Nu er det så sådan, at jeg ikke har nogen børn, så den bemærkning kunne have været sårende, hvis jeg havde været meget nærtagende. Det er jeg ikke, og jeg har for mange år siden vænnet mig til tanken om ikke at kunne få børn.

Det, der var ment som en trøstende bemærkning, kunne være blevet sårende og kunne have gjort min historie endnu mere sørgelig, men heldigvis kunne jeg reagere med et smil og se humoren i, at hun jo forsøgte at trøste mig.

Det var en indirekte tilbagemelding til mig om, at jeg enten ikke havde fortalt historien 'letsindet' nok, eller at hun ikke hørte, at jeg godt kunne være glad, selv om jeg havde oplevet et hårdt sygdomsforløb for min mand.

Historiefortælling handler altså ikke kun om at fortælle, men også om at blive en god lytter.

For tiden glæder jeg mig meget over, at jeg har valgt at blive selvstændig, at fokusere på mit arbejde med fortællinger som helende kraft.
Og så er jeg endnu mere fleksibel i forhold til at komme rundt i landet at fortælle historier, til heling og til underholdning.

Længsel

2010-05-16T18:39:00.001+02:00

Ind imellem dukker der en god idé op ved at kigge i en tilfældig bog i reolen.

Ofte har jeg fundet glæde ved at kigge i bøger af Anthony de Mello, som jeg synes har mange gode indfaldsvinkler til meditation og fordybelse.

Et par steder nævner han en øvelse, der går ud på at slå op et tilfældigt sted i en bog eller hvilken som helst tekst. (Han anbefaler Biblen, men jeg bruger alle mulige andre bøger.)

Øvelsen går så ud på at læse sætningen mange gange, sige den for sig selv indtil man hæfter sig ved et bestemt ord, der gør indtryk på en eller anden måde. Derefter kan man meditere på ordet, inditl man har fået noget ud af det.

Der er ingen facitliste, men måske en lille forventning om en eller anden indsigt.

I dag faldt jeg over ordet 'længsel'.

Dels føler jeg selv en stærk længsel, og dels har jeg hørt mange andre tale om begrebet i den senere tid som en følelse, der fylder en del.

Hvad er længsel egentlig for en følelse?

Fravær af ....?

Længsel efter noget eller nogen?

Længsel efter en bestemt tilstand, et sted, en person, en ting......

Ensomhed, forladthed..

Trang til noget andet end det, man har... at være et andet sted end der, hvor man allerede er...
Utilfredshed..?

I mit sind dukkede en masse gamle billeder op fra situationer igennem livet, hvor jeg har følt længsel.
- Da jeg var barn og følte mig ensom, uden at kende ordet, fordi jeg ikke havde nogen legekammerat.
- Da jeg var alene i udlandet som ung og ikke fik brev hjemmefra i lang tid.
- Når jeg har tænkt på at rejse langt væk, eller når jeg tænkte på at tage hjem, når jeg var langt væk...

Men længsel behøver ikke kun at være et savn. Det kan også være en glad forventning om et møde, som man ser frem til, en oplevelse...

I stedet for at fordybe mig i billederne tænkte jeg, at det kunne være interessant at finde modsætningen til længsel.

Tilfredshed, mæthed, opfyldthed, lukkethed, lykke.....

Hvad er længsel for dig?

Svaret blæser i vinden

2010-05-07T00:10:00.000+02:00

I sidste uge var jeg atter på kursus hos Inger Lise Oelrich i 'fortællingens helende kraft'. Vi arbejdede med elementerne i naturen og alt, hvad der kan udledes deraf.
I dette arbejde opnåede mange af os en fordybelse i os selv og i naturens væsen på forskellig vis.

Personligt holder jeg meget af de øvelser, vi laver med at gå ud i naturen for at hente inspiration til en fortælling eller en bid af noget, der kan blive til en større fortælling.

Vi arbejdede med vandets blide, bølgende bevægelser,
med jordens evindelige tyngde og fasthed,
med ildens flammende og altfortærende spændstighed
og med luftens flagrende lethed.

Under arbejdet med vinden valgte jeg at søge ind i hjørnerne, i krogene ved murene, fordi jeg havde en fornemmelse af, at der nok lå nogle budskaber gemt der.
Jeg iagttog vindens hvirvlen i græsset og så, hvordan stråene bøjede sig hulter til bulter i alle retninger, jo tættere på muren de befandt sig. Det var svimlende i al sin forvirring og hurtighed.

Porten i muren var lukket, så vinden kunne ikke slippe ud nogen steder.
Forsøgvis åbnede jeg forsigtigt porten for at se, hvordan vinden ville reagere.
I samme øjeblik, porten var åben, for vinden rask videre og forsvandt ud af rækkevidde.

'Porten til friheden og de store vidder må åbnes, for at vinden kan komme videre og energien kan flyde frit' tænkte jeg.

Hvad er porten til friheden i mit eget liv?
Hvad er porten til friheden i dit liv?

Hvem andre end os selv skal åbne de porte.

Tag fat i håndtaget......

Anemonemorgen ved Marjatta

Tænk om dette var sandt

2010-04-07T12:36:00.000+02:00

Jeg deltog forrige weekend på en konference i Göteborg. Arrangeret af Åke Högberg, http://www.symbolon.se/, som altid er inspirerende at lytte til.
En af talerne var Kay Pollak, svensk taler og filminstruktør til bla. filmen 'Som i himlen'.
Jeg blev meget inspireret af hans indlæg, der var helt i tråd med de bøger, han har skrevet, så jeg måtte også kigge på hans hjemmeside, og der fandt jeg nedenstående udsagn.

Tänk om det är sant att...

De bilder jag har av mig själv ser jag till bli sanna.
Jag skapar händelser i mitt liv som stöder mina egna inre övertygelser.

Affirmera därför ofta detta:

- Jag har en enorm potential

- Jag är värdefull, viktig och unik.

- Jag är en gudalik och fantastisk människa

- Jag är varje dag värd att känna glädje och kärlek.

- Jag har all rätt att känna mig lycklig.

- Jag har allt jag behöver för att glädjas här och nu.

- Jag är öppen, fri,glad och lyssnande och helt utan försvar i möten med andra människor.

- Jag är generös, givande och uppmuntrande när jag umgås med andra människor.

- Jag visar lätt och självklart hela min kraft och storhet i möten med andra människor.

- Jag kommunicerar alltid på ett klart och tydligt sätt.

- Jag är trygg, lugn, stark och fylld av tillförsikt.

- Jag förtjänar det allra bästa.

Jag är tacksam för allt detta.

Jeg er taknememlig for, at Kay Pollak deler sine tanker med dem, der vil lytte.
På dansk findes bogen 'At vokse gennem mødet med andre'.

Lys og mørke

2010-03-17T10:12:00.001+01:00

Verdens fortællerdag 2010

Igennem årene har vi haft mange spændende temaer på programmet for Verdens fortællerdag her ved forårsjævndøgn.

Når vi fra Vordingborg fortællerkreds går på scenen i Bogø forsamlingshus fra 15 - 17 d. 21.3 i år, er temaet 'Lys og skygge'.
Jeg kan forestille mig, at det har givet stof til eftertanke hos andre end mig at beskæftige sig med begrebet lys og skygge, enten i konkret betydning eller i overført betydning.

For mit vedkommende har det betydet mulighed for at skelne mellem det lyse og det mørke. At finde lyset i mørket og omvendt. Der skal være lys, for at der kan være skygge. Selv om der kan være koldt og ubehageligt i skyggen, så er det alligevel min erfaring, at det er værd at kigge på den.
På et kursus i billedkunst for mange år siden lærte jeg, at skyggen ikke bare er sort, som mange troede, men at den har mange farver, når man lærer at se den, som den er, ikke som man forestiller sig, den er.

Denne viden har jeg overført til mit arbejde som terapeut, hvor det i en samtale for klienten måske kan være svært at se sine skyggesider i øjnene. Måske er det angst for den forventede smerte, uvished om, hvad der mon kan dukke op, angst for om det er farligt osv., der afholder en fra at give slip og dykke ned i mørket.

Når vi kigger på nuancerne i skyggen, så viser der sig ofte en mangfoldighed, som virkelig kan give inspiration til oprydning og kreativitet i det indre. Og efterfølgende masser af ny energi.

Så er det skønt, at det endelig er ved at være forår.

followers

2010-02-15T19:46:00.000+01:00

Kære 'Followers'

Jeg er i gang med at åbne en ny blog om 'helende fortælling', hvor jeg skriver på engelsk, fordi mange har opfordret mig til det.

Mit engelsk er ikke så fantastisk, så jeg må hylde princippet: Keep it simple.

Nu håber jeg, at I vil være med der også og komme med kommentarer.

Høstsæson

2009-09-27T23:12:00.003+02:00

Det er jo forunderligt, som livet går videre på en ny måde. Der begynder at opstå en ny balance i mit nye liv. Mange rutiner er de samme, men meget er ændret, og det er tid til at se fremad.

I dag var en dejlig sensommerdag. Lige præcist så meget overskyet at himlen ikke var helt dækket, og solen ikke helt trængte igennem.
Der skulle nemlig plukkes æbler! Og solskin er ikke godt, når nakken lægges tilbage og blikket rettes i op imod grenene med de mange smukke æbler.

En god ven hjalp mig med at plukke, og det er virkelig hyggeligt at arbejde sammen om noget så skønt som at høste frugten af en lang sommer.
Jeg har mange æbletræer, og ved dagens slutning talte talte jeg 9 forskellige sorter. Flere af træerne er podede med tre forskellige slags æbler. Det er jo en herlig variation på smagen og udseendet.

Det har længe føltes som at gå rundt i et paradis. Haven har bugnet af frugt, æbler, pærer, figner, svedsker, blommer, vindruer og brombær. Alt sammen modent og lige til at spise.
Den nedfaldne frugt ligger klar til solsorte, sommerfugle, hvepse og andre små kryb, som nu kan have glæde af det.
Der er mere end rigeligt til os allesammen!

Waves teaterfestival i Vordingborg for 10. gang

2009-08-24T23:44:00.002+02:00

Waves.. international teaterfestival er i fuld gang.
Hele Vordingborg koger af begejstring for gadeteater, gensyn med gamle bekendte, som har været med i mange år. Og mødet med nye ansigter, tilflyttere, som for første gang oplever denne fantastiske stemning i byen.

Begejstrede udråb, 'heeeeeej, hvor er det længe siden, hvordan har du det?', osv.
Kram og knus deles ud til højre og venstre. Allerede efter kun få dage er byen begyndt at favne skuespillere og tilskuere, vi genkender hinanden i mødet, smiler til fremmede og får så mange sjove og skøre oplevelser, at vi kan leve højt på det i lang tid.

En stille stund

2009-08-04T19:44:00.005+02:00

Når al virakken efter det internationale symposium har lagt sig, er det tid til eftertanke.

Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på min mand, som døde den 24. maj.
Mange taler om, at 'det er vigtigt at sørge'. At give sig tid til at mindes.
Min erfaring nu er, at det kommer helt af sig selv. En kær ven sagde forleden: 'Sorgen kommer altid bagfra.'
Sådan oplever jeg det også. Som en pil i ryggen, der kommer flyvende, når man mindst venter det, men som umiddelbart får tårerne frem i øjnene og gør stemmen grødet.

I dag, hvor jeg rydder lidt op i mine pairer, fandt jeg denne lille note, som jeg skrev til Leif en dag, imens jeg vidste, at han var alvorligt syg.

Til Leif
Du har set farverne i mit hjerte.
Du har hørt lyden af min sjæl.
Når min sang forstummer af smerte,
ved jeg, du vil sige:
Glæden skal hentes i dig selv.

Succes

2009-08-04T17:27:00.003+02:00

Symposiet blev en stor succes, og det er umuligt at forudsige, hvor mange gode projekter, der vil komme i gang efter symposiet.

Det blev også en dejlig aften på Ruinterrænet ved Gåsetårnet i Vordingborg.
Se nogle af billederne her.
http://www.sn.dk/artikel/9071:Vordingborg--Fortaellere-fra-hele-Europa-ved-Gaasetaarnet

Hold øje med Mariannes hjemmeside for at se, hvilke kurser der afholdes, samt offentlige muligheder for at høre Mariane fortælle.

Derfor er historiefortælling vigtig

2009-07-14T13:30:00.002+02:00

Der har været stor travlhed i de seneste uger.
Tilmeldingerne til symposiet et strømmet ind, og nu er det tid til at tilrettelægge alle de små detaljer.

Midt i det hele er der udkommet en supergod bog på dansk, idet psykologen Grethe Bruun har skrevet bogen: Storytelling i terapi og supervision. Den kan absolut anbefales til alle, der interesserer sig bare den mindste smule for fortællingernes helende kraft.
Læs mere her http://www.psykologgruppen-naestved.dk/grethebruun/

Samtidig har Sannie Therese Burén nedskrevet et foredrag, som Thomas Breinholt, eventyrer og tv-vært, holdt på 'The Storytelling Academy' i juni måned 2009.
Hele den meget interessante artikel kan læses på min hjemmeside Marianne Christensen.

Kontakt mig, hvis du vil høre mere om symposiet, der er stadig ledige pladser. Det er åbent for alle.

Husk også, at der er gratis fortælleraften på Ruinterrænet i Vordingborg d. 30. juli kl. 1930.

Alene

2009-05-27T00:51:00.002+02:00

Min elskede mand sov stille ind søndag aften i vores stue.

Det var, som om en engel kom og hentede ham.

Jeg ønsker dig tilstrækkeligt

2009-05-20T22:26:00.003+02:00

Med en alvorligt syg mand i hjemmet er der nok af gøre mål i løbet af en dag.

Ind imellem bliver der dog tid til lige at tjekke mails og arbejde med forberedelserne til det internationale fortællesymposium til sommer.

Det er skønt at modtage opmuntrende fortællinger og varme tanker fra hele verden.
I dag modtog jeg nedenstående lille fortælling fra Nik Dee-Dahlstöm, svensk fortæller.
http://www.nikdahlstrom.se/

Forfatteren ukendt.

Jag önskar dig tillräckligt,

Pappan och hans dotter gav varandra en stor kram på flygplatsen. Båda visste att det troligen var deras sista möte – han var ganska gammal och hade inte långt kvar, hon bodde långt bort och kunde inte hälsa på så ofta. Till sist hade det blivit dags för henne att gå till gaten.

”Jag älskar dig och önskar dig tillräckligt”, sa pappan till sin dotter.

”Jag älskar dig också, pappa. Jag önskar dig tillräckligt”

En passagerare som stod i närheten kunde inte låta bli att fråga vad det betydde, att de önskade varandra ”tillräckligt”.

”Det är en önskan som gått från generation till generation i vår familj”, svarade mannen. ”Det betyder:

Jag önskar dig tillräckligt mycket sol för att ditt liv ska vara ljust.
Jag önskar dig tillräckligt mycket regn för att du ska uppskatta solen.

Jag önskar dig tillräckligt mycket lycka för att du ska bevara livslusten.
Jag önskar dig tillräckligt mycket sorg för att även små glädjeämnen ska verka stora.

Jag önskar dig tillräckligt många vinster för att du ska få allt du behöver.
Jag önskar tillräckligt många förluster för att du ska uppskatta allt du har.

Jag önskar dig tillräckligt många välkomnanden för att du ska klarar av det slutliga avskedet."

Flyer til symposiet

2009-04-10T16:56:00.002+02:00

Send venligst en e-mail til mach@oncable.dk , hvis du ønsker at få tilsendt flyer eller A4 plakat som en pdf-fil.

Tidspres

2009-04-05T18:00:00.004+02:00

Lige nu føles det, som om jeg arbejder under et tidspres.

Jeg er fuldstændig klar over, at det er en følelse, jeg selv skaber. Derfor må jeg hele tiden tiden fortælle mig selv, at der er tid nok, der skal nok blive fuldt hus på symposiet til sommer, folk skal nok finde vej, osv.

Det kunne være interessant, hvis man kunne følge en nyhedsstrøm i verden. Tænk, hvis man kunne måle, hvordan opmærksomhed, interesse og beskeder rejser rundt i verden.

I bogen 'The Tipping Point' understreger Malcolm Gadwell, at for at en sag kan 'fange an' skal der kunne skabes en personlig interesse.

Heri ligger en stor udfordring, for når man har deltaget i bare et fortæller-symposium, en festival, konference eller lignende, så ved man selv, hvor storslået det er.

Men hvordan formidler man den FØLELSE til andre?

Det er ikke nemt at formidle netop en følelse.

Men kan man formidle en forventning om at opnå en følelse af opstemthed, indsigt, fantastisk samvær og alt det, der følger med at mødes med mennesker fra hele verden, som deler interessen for at udvide sin horisont gennem fortælling?

Gode idéer modtages gerne...

Billedet er fra symposiet i Järna 2007, fra Roi Gal-Ors workshop.

Verdens fortællerdag 2009 på Bogø

2009-03-24T13:44:00.008+01:00

I Vordingborg Fortællerkreds brænder vi for at fortælle historier. I mange år har vi været med til at fejre Verdens fortællerdag rundt om den 20. marts.

I år havde vi takket være Malene Langborg, guitarist og sanger, Bogø Bageri, fået etableret et samarbejde med menighedsrådet på Bogø. Det var vores ønske at komme 'ud af byen', og vi har i mange år talt om at tilbyde historiefortælling andre steder i kommune.

Det var derfor lidt af en drøm, der gik i opfyldelse, både at vi kunne være i sognegården og dels, at der kom mere end 50 tilhørere til vore fortællinger og den dejlige musik af Malene Langborg.

Malene har skrevet nogle meget smukke sange til Bogø og øens beboere, og de blev taget godt imod af publikum.

Vi kan absolut anbefale andre fortællerkredse at flytte rundt med deres arrangementer.

Hertha fra menighedsrådet siger 'tak for i aften' til det stort fremmødte publikum.

Ann Mari Urwald skriver

2009-03-19T10:03:00.002+01:00

Fortællere opfordres til at skrive indlæg på denne blog om deres erfaringer med 'fortælling som helende kraft'. Ligeledes opfordrer jeg til at skrive på den internationale blog www.storytellingsymposium.blogspot.com

Dette indlæg har jeg modtaget fra Ann Mari Urwald, forfatter og fortæller.

I Lejre for nogle år siden skulle jeg fortælle i det store telt for bl.a. døve børn. Det kræver pauser, så tolkene kan nå at oversætte. Men der var ikke kun døve børn. Der var både andre børn og voksne.
Jeg fortalte en afrikansk historie om Ntikuma, der kommer til at købe en tromme istedet for sortøjede bønner til familien. Han kan ikke få sig selv til at gå tilbage med trommen. Den er blevet en del af ham, benene vil ikke flytte sig. Så han er nødt til at fortsætte hjem med halen af glade mennesker efter sig, som hans trommespil har fået til at danse. Og hvad siger hans mor så?
"Jamen, hvordan kunne vi vide, at du havde talent for at tromme," siger hun. "Det havde vi aldrig selv fundet på. Tak Gud for det." Ntikuma er tilgivet på stedet, og så spiser de kort fortalt bare majsgrød istedetfor.
Da jeg havde fortalt historien, som selvfølgelig er meget længere end dette korte resumé, kom en gammel mand med tårer i øjnene og takkede mig. Historien havde ramt ham dybt og lettet hans hjerte, sagde han.
Hans taknemmelighed og bevægelse gjorde naturligvis stærkt indtryk på mig. En mulig årsag er, at han gennem historien fik den tilgivelse, som han ubevidst havde længtes efter i årevis. Og det er det, historier kan. Vi kan spejle os i dem, og når den rigtige historie kommer forbi vores ører, letter den sjælen, eller bekræfter den.
Ann Mari Urwald
www.amurwald.dk

Savitri

2009-02-21T17:10:00.004+01:00

Savitri
( i fri version efter "The Book of Forest" af Mahabharata.)

Den barnløse konge Madura beder trofast i mange år til gudinden Savitri.
Endelig lover hun ham et barn, og hans yndlingshustru føder en datter. Hun kaldes Savitri til ære for gudinden, idet hun er både smuk og klog.
Da Savitri når den alder, hvor hun er moden til at indgå ægteskab, er der ingen mand, som beder om hendes hånd.
Hendes far beder hende om at rejse ud i verden for selv at finde sig en mand.

Hun kommer til et sted, hvor fromme mennesker har slået sig ned og lever i bøn og taksigelse. De ernærer sig ved skovhuggeri og lever i armod. Her møder hun Satyavan, som hun ser støtte sin far. Faren har været konge, men har nu mistet både sit kongedømme og sit syn. Savitri beslutter, at Satyavan skal være hendes udkårne.

Da Savitri vender tilbage for at fortælle sin far om valget, taler han med Narada, som er seer, og han meddeler, at Savitri har gjort et dårligt valg: Selvom Satyavan er perfekt på alle måder, så er det forudbestemt, at han skal dø om præcist et år fra denne dag.
Selv om faren forsøger at overtale Savitri til at vælge en anden mand, så står hun fast på sit valg. Hun siger, "Jeg har taget beslutningen selv. Mit sind er min myndighed."

Savitri bliver accepteret af Satyavan og hans famile, og hun tager ud til deres landsby i skoven. De bliver gift, og Savitri lever ligesom dem i perfekt lydighed og respekt for sine nye svigerforældre og ægtemand. Hun går ud over alle forventninger om korrekt adfærd.

Tre dage før Satyavans planlagte død, aflægger Savitri et løfte om at være fastende og bedende.
Hendes svigerfar fortæller hende, at hun kører sig selv alt for hårdt, men Savitri svarer, at hun har besluttet sig for, at det skal være sådan.

Om morgenen, hvor Satyavan forventes at dø, stopper hun med at bede og tager med Satyavan ud i skoven. Han forsøger ellers at tale hende fra det, men hun insiterer på at følge med.

Mens Satyavan er i færd med at hugge brænde, bliver han pludselig svagere, falder om på jorden og lægger sit hoved i Savitris skød.

Yama, dødens gud, kommer for at kræve Satyavans sjæl.
Savitri følger efter Yama, da han går væk med Satyavans sjæl.
Yama forsøger at overtale hende til at vende tilbage, men hun insisterer på, at det er hendes pligt at følge sin mand.
Hun taler godt for sig, og Yama lover hende, at hun må få et ønske opfyldt, blot ikke at få Satyavans liv tilbage.
Hun beder om, at hendes svigerfar må få både sit syn og sit kongedømme tilbage.
Yama lover hende dette og fortsætter. Savitri følger efter, selv om det er en anstrengende færd for hende.

Atter standser Yama og beder hende om at vende om og acceptere, at Satyavan ikke lever mere. Han giver hende endnu et ønske, og hun ønsker sig, at hendes far må få mange flere børn.
Også dette lover han hende og fortsætter.

Igen følger Savitri efter, og da Yama for tredje gang standser og ser, at hun stadig er med, priser han hendes udholdenhed og lover hende et sidste ønske, blot ikke Satyavans liv.

Savitri ønsker sig at få mange børn, og de skal være Satyavans.
Endelig giver Yama efter, og han lover hende, at det skal blive sådan.

Hun løber tilbage til det sted i skoven, hvor Satyavan ligger, hun sætter sig og tager atter hans hoved i sit skød.

Satyavan vågner som efter en dyb søvn, ser sig forvirret omkring og spørger, om han har sovet hele dagen.
De går tilbage landsbyen, hvor de fortsætter livet, får mange børn og lever et lykkeligt liv.
Savitris ønsker bliver alle opfyldt, og med tiden overtager Satyavan tronen efter sin far.

Da tiden er inde, hvor det er naturligt for dem at blive hentet af Yama, følger de med ham uden at protestere.

Bevidsthed og autenticitet

2009-02-07T10:36:00.003+01:00

For et par år siden blev der talt meget om 'den autentiske lærer'. Læreren som bød ind med hele sin personlighed uden at blive privat, læreren som hvilede i sig selv og stod inde for sit fag.

Når jeg underviser, tænker jeg ofte på min autencitet. Da jeg var yngre, var det væsentligt at være eksperten, at formidle et stof, at sikre sig, at eleverne lærte det, de skulle iflg. pensum. Og jeg følte meget, det var mit ansvar. Jeg var frustreret, hvis jeg ikke formåede at formidle stoffet, så alle forstod.

Siden dengang er der sket meget inden for undervisningsverdenen. Ny viden og ny pædagogik baseret på den viden.

Det helt store skift for mig som lærer og min opfattelse af min rolle som lærer, kom i 96.
Jeg havde været ansat på VUC i godt et år, da jeg fik til opgave at undervise i et helt nyt fag, samarbejde og kommunikation. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle gribe det an, men et tre dage langt kursus i Ålborg, skulle hjælpe mig på vej.
(Sidenhen har jeg dog suppleret med yderligere uddannelse i kommunikation.)

Den store forskel på min tidligere måde og denne måde at undervise på var, at kursisterne nu skulle arbejde 'projektorganiseret'. Det betød, at jeg umuligt kunne vide alt det, de ville vide, fordi de selv skulle vælge deres emner.
I sandhed en udfordring for en lærer, der godt kunne lide at have kontrol, og hvor kompetence var lig med stor viden. Men samtidig var det en befrielse at kunne 'slappe af', at overlade ansvaret for læringen til kursisten, så længe jeg kunne skabe rammerne.

Det tog noget tid at lægge den gamle rolle af sig, men jeg blev godt hjulpet af kursisterne, som brændte for deres fag, og virkelig havde brug for den viden, de kunne tilegne sig på kurset.
Stille og roligt lærte jeg at navigere i kaos, at indse at jeg ikke behøvede at være alvidende, men nærmere skulle fungere som en slags 'proceskonsulent'.

Jeg lærte om 'metabevidsthed', altså bevidsthed om at være bevidst, og indså, at jeg ikke altid behøvede at have svar på rede hånd, men godt kunne give mig tid til at tænke over tingene. På den måde oplevede jeg større autencitet.

Det er længe siden nu, livet er en lang forandringsproces, og der er selvfølgelig sket meget både i mit liv og i omverdenen siden.

Men det med bevidstheden har bidt sig fast, og derfor var det interessant at støde ind i Anthony de Mellos bog 'Bevidsthed, bevidsthed, bevidsthed', som jeg tidligere har citeret her på bloggen.

Han skriver bl.a. om at være ægte og om forandring uden anstrengelse (s.153 ff):

"Alle de metoder, vi bruger til selvforandring, kan sammenlignes med at skubbe en bil."

I stedet for at få fat i en ekspert, som kan reparere bilen, så anstrenger vi os med at skubbe bilen i håb om, at den måske reparerer sig selv. Det gør den bare ikke.

"Du har brug for en ekspert - du har brug for forståelse, indsigt bevidsthed - du har ikke brug for at skubbe. Du har ikke brug for at anstrenge dig. Det er derfor, folk er så trætte, så bekymrede. Du og jeg er blevt oplært til at være utilfredse med os selv. ... Vi er altid misfornøjede, vi er altid utilfredse, vi skubber altid. Kom så , mere kraft, mere anstrengelse, flere og flere anstrengelser. Men der er altid den konflikt indeni; der er meget lidt forståelse."

Anthony de Mello påviserer i hele bogen, at svaret, eksperten er inde i os selv. Og vi finder det gennem bevidsthed, bevidsthed, bevidsthed.

"Bevidsthed, indsigt. Når du bliver ekspert, så behøver du ikke tage på nogen kurser i selvudvikling. Når du begynder at observere dig selv, at se dig selv, at erkende de negative følelser, så vil du finde dine egne forklaringer. Og du vil mærke forandringen. Men så vil du være nødt til at tage dig af den store skurk, og den store skurk er: selvfordømmelse, selvhad, utilfredshed med dig selv."

Ind i det nye år

2009-01-04T12:30:00.005+01:00

Godt nyt år til alle læsere af denne blog!

Årsskiftet kan være en god anledning til at reflektere lidt over året, der gik, og tænke lidt fremad.
I påsken sidste år deltog jeg i et kursus i USA om betydningen af ceremonier og ritualer i en healingsproces. Kursets underviser var Lewis Mehl-Madrona, som har som livsmål at oplyse om de indfødte indianeres visdom i forbindelse med helbredelse og menneskelig omgang med hinanden i det hele taget.
Som mange andre er jeg dybt fascineret af indianernes stærke kultur og mange spændende ritualer. Det var fantastisk at synge og danse til trommerne, at blive 'smudged' med røgen fra hellig salvie, at blive opløftet af stemningen og alvoren i de ceremonier og 'healing cirkcles', som vi gennemførte på kurset.
At være i 'sweat lodge' i bidende vind var en hel oplevelse for sig selv, som jeg vil undlade at komme ind på her.

På kurset drøftede jeg ritualerne med Lewis, og jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne komme hjem til Danamark og overføre de ritualer i mine vante omgivelser. Hans svar var: 'Find ritualerne i din egen kultur.'
I lang tid har jeg tænkt over, hvilke ritualer, vi egentlig har her i den nordiske kultur vedr. healing af nogen i vores omgangskreds. I min verden samles man ikke for at bede sammen, at påkalde ånderne ved at blæse salvierøg på hinanden og i det hele taget danse og synge til trommer og andre ekstatiske virkemidler.

Det betyder dog ikke, at vi ikke har ritualer, der betyder noget.
I Norden samles vi om måltidet.

Vores nytårsaften blev tilbragt i gode venners lag. Det er et ritual, vi har haft i ca. 20 år. I år skulle vi eksperimentere lidt ved at slå os sammen med en anden gruppe venenr, som også har været sammen i mange år.
Inden da var foregået en lang proces med at beslutte os for at være sammen, at fordele arbejdet imellem os, for nogle skulle tage noget med, det var nemlig et sammenskudsgilde.

At vi opholdt os et ualmindeligt smukt sted i pompøse omgivelser, gjorde oplevelsen ekstra dejlig. Der var gjort ekstra meget ud af blomsterdekorationerne, der var hvide duge på bordet, det var festligt og elegant. Maden var pragtfuld, der var noget til alle sanser.
Alt det ydre var i orden.

Men en fest er ikke gjort alene af rammerne. Det er menneskene, der er det vigtigste. - Og her kommer det med ritualerne ind. - Vores ritualer består af at spise og drikke sammen. Hen over måltidet deler vi løst og fast med vore 'naboer' ved bordet.

Efterfølgende drøftede jeg det med ritualerne her i Norden med Helle Mørch, en kær veninde, som udtrykte sig meget smukt, og da jeg ikke kan sige det bedre, vil jeg gengive hendes ord:

'Det giver nærvær at dele et godt måltid, det giver varme til sjælen, så vi får lyst til at dele med hinanden, uanset hvor vi er i livet. Julens og nytårets ritualer omkring måltiderne giver livskaft til at leve et nyt år.'

Netop når vi har disse ritualer, kan der være plads til at deltage på lige nøjagtig den måde, man orker hver især. Det er værd at vide.

Og med dette i hukommelsen vil jeg hævde, at vores form for 'healing circle' her i Danmark er vennerne, deres omsorg og rummelighed.
En lille samtale, en sms, en hilsen ... alt det virker helende på sin egen stille måde.

Tak for det gamle år!

'Gaven'

2008-12-01T21:41:00.002+01:00

'The Present' er titlen på en bog, jeg blev opmærksom på for kort tid siden. Den er skrevet af Spencer Johnson, som også skrev 'Hvem har flyttet min ost'.

The Present har jo som bekendt to betydninger på engelsk, 'gaven' og 'nuet'. Derfor støder man ofte på citater om at 'det en gave at være i nuet'.

Bogen handler om en ung mand, der gennem samtaler med en ældre, livsklog herre bliver mere og mere bevidst om at leve i nuet og være tilfreds med det.
Det er der egentlig ikke noget nyt i, men alligvel er det ingen skade til at blive mindet om det igen og igen, gerne i forskellige indpakninger. 'Mindfulness', 'Nuets kraft' osv., der findes flere meter på biblioteket med den slags litteratur.

Og selv om jeg har læst mange af de bøger, så har jeg nu alligevel erfaret, at for virkelig at leve i nuet, har det været nødvendigt at stoppe helt op, at tillade total stilstand.
Det er ikke spor behageligt at blive påført en stilstand udefra, men jeg tror, at det kan være en god tid til at gøre op med mange aspekter af livet og give sig tid til at stille 'de store spørgsmål'.

At være vidne til en smertefuld dagligdag gør et vist indtryk. Jeg bliver mere opmærksom på små ting i tilværelsen. Jeg begynder at værdsætte de ting, jeg kan, jeg giver mig tid til at være i nuet.
Lige nu er ikke tiden til at spekulere på fremtiden eller hænge fast i fortiden. Nu er nu.
Nu er bare at være, at gøre de ting, der lige falder for. Små ting, dagligdags ting. Ting der ikke kræver en stor indsats.

Derfor synes jeg godt om at læse i The Present', fordi den minder mig om, at det, der egentlig burde være mest nærliggende, egentlig er blevet uvant for mange af os, fordi vi har travlt med at fare af sted. - Jeg er sikker på, at jeg masser af gange vil glemme at leve i nuet, men jeg vil bestræbe mig på at være her, lige nu.

Spencer Johnson skriver:

Even In The Most

Difficult Situations.

When You Focus On

What Is Right

In The Present Moment,

It Makes You Happier,

Today.

And It Gives You The Needed

Energy And Confidence

To Deal With

What Is Wrong.

En dejlig lørdag

2008-11-22T16:37:00.013+01:00

I morges, da jeg stod op, var ALT dækket af et ubeskrivligt smukt lag sne, der var drysset stille ned i den tidlige morgen. Der var totalt skyfri himmel, og snekrystallerne glimtede i solens skrappe morgenstråler. Med det samme tænkte jeg på min blog. 'Her er en enestående mulighed for at vise familie, venner og bekendte fra nær og fjern, hvor smukt der kan være i Nørregade sådan en novembermorgen.

Jeg greb kameraet og drønede ud i haven for at forevige dette syn, som man virkelig sjældent oplever. Snekrystallerne glimtede som diamanter i det japanske træ, der så ud som en fjerbusk og alle træer og buske var dækket af 4-5 cm sne.

På fortovet var Natasha, naboens 8-årige datter, i gang med at skovle sne på vores fortov, som en kærlig gestus til os. En rørende oplevelse fra morgenstunden.

Jeg ville belønne indsatsen med et billede, hvilket jeg gjorde. Herunder ses en stolt poserende Natasha, med sneskovl.

Hundene muntrede sig med at drøne rundt i haven i et tempo, så kameraet ikke kunne nå at fange dem i farten, men som sædvanligt skulkle de lige bide lidt efter hinanden, og så kunne de snuppes i dette eventyrladskab.

Senere på dagen, da jeg skulle oploade billederne, forsvandt de.... , troede jeg. Så jeg blev angrebet af raseri, der resulterede i et fast greb omstøvsugeren og en støvekost, hvorefter ingen nullermand længere kunne føle sig sikker.

Det var hårdt tiltrængt, for energien har været under nulpunktet i den senere tid. Men gode vitaminpiller, sunde grøntsagsdrikke og et lidt bedre humør har sat lidt gang i omdrejningerne igen. Så ingen krog fandt nåde for støvkost og støvsuger.

Og denne 'razzia' bød på flere overraskelser. Ud over de levende edderkopper i de usynlige spindelvæv, så dukkede Fiffis gamle 'rotte' frem i lyset. Den havde hvilet sig under sofaen i al ubemærkethed. Der var stor gensynsglæde fra Fiffis side. 'Rotten' blev rusket efter alle kunstens regler, og snart var den våd og gennemtygget, som da den første gang efter ihærdig brug havde mistet sin indmad og bare var en tom skal.

Efterårstid er jagttid, og her er dagens udbytte efter en lille jagttur. De flotte fasaner kommer i fryseren en af de nærmeste dage.

På sådan en kold vinterdag hører det sig til at koge suppe. Leif er i fuld sving med at ordne frisk grønkål, og her kan man ærgre sig over, at der endnu ikke er duft på internettet. ;-)

Efter at have genfundet de 'tabte billeder', gjort rent og fundet tid til at skrive på bloggen må det også være på tide at præsentere et lille digt, til de af jer, der synes, de er gode. I dag har jeg valgt et Rumi-digt. Jeg vælger at bringe det i en engelsk oversættelse.

Englen er en gave fra Bibi og Pia, designet af Kiesser Heskier. www.kiesserheskier.dk

Life & death
you mustn't be afraid of death

you're a deathless soul

you can't be kept in a dark grave

you're filled with God's glow
be happy with your beloved

you can't find any better

the world will shimmer

because of the diamond you hold
when your heart is immersed

in this blissful love

you can easily endure

any bitter face around
in the absence of malice

there is nothing but

happiness and good times

don't dwell in sorrow my friend

Translated by Nader Khalili

"Rumi, Fountain of Fire"Cal-Earth Press, 1994

Når bladene falder

2008-11-16T13:37:00.004+01:00

Mon ikke dette efterår er det smukkeste, vi har haft, i mange år? Selv haverne stråler i alle de dejlige, varme farver, og skovene står selv med de visne blade som et blussende bål.

I dag, hvor himlen længe var mørk og skyerne for lidt siden blev forløste i en ordentlig regnbyge, er det skønt at sidde indendøre og nyde, at der er lunt og læ.

Giro 413 kører i radioen lidt endnu, og 'Lille Alvilda' sender tankerne tilbage til dengang, vi hver lørdag sad efter frokost og lyttede til dansktoppen med stor ivrighed for at følge med i, hvordan vore favoritsange nu var placeret. Johnny Reimar, 1969!

Og så flyver tankerne....

Det er længe siden, jeg har brugt tid og energi til at tænke tilbage på dengang for længe siden, for hvorfor skulle jeg dog det. Det er minder, de er med i rygsækken, og det er helt fint og godt.

Men nu har Facebook åbenbaret et væld af gamle bekendte og bekendtes bekendte, som nu er venner på kryds og tværs. Kan vi huske hinanden?

Selvfølgelig kan vi det. Vi har fulgtes et stykke på livets vej, mere eller mindre tæt på hinanden, men vi har trådt de samme stier, lyttet til den samme musik osv

Med årene har vi glemt, hvordan vi egentlig havde det med hinanden, og så er det dejligt hyggeligt at 'mødes' igen. Hvad har vi egentlig til fælles ud over, at vi har gået i samme skole, har haft de samme lærere, har boet de samme steder osv.?

For nyligt læste jeg i en bog om sammehængen i alting, at 'når noget en gang har været føjet sammen, og er blevet påvirket af hinanden, kan det ikke adskilles igen'.

Måske har vi glemt hinanden, men vi har jo påvirket hinanden i et eller andet omfang, og vi er en del af hinandens livshistorie.

Og så er det sjovt at finde hinanden igen på Facebook. Måske har man betydet noget for nogen uden at vide det selv.

Og er det ikke selve meningen med livet? At betyde noget for nogen?

Og alle disse tanker var afledt af, at bladene falder af træerne nu. Sommeren er forbi, vinteren er på vej, og efteråret er en dejlig overgangsfase, hvor vi kan vænne os til den kolde tid.

Farve
Jeg bor ved et gingkotræ
hvilken glæde
novemberdage
gule flammer
lige op i himlen.

Jan Stolt, Nyord

Papirfremstilling dag tre

2008-11-10T01:09:00.005+01:00

Der var tilsyneladende ingen grænser for idérigdommen i forhold til farvevalget, så alle nåede at få et righoldigt udvalg af forskellige farver papir med hjem.

På tredje dag gik vi for alvor i gang med at afprøve farverne på papir. Vi havde hjemmefra medbragt lærreder, og der gik faktisk sport i at 'lave billeder'.

En stor del af processen var at bruge føntørreren flittigt, for at komme videre med næste lag farve.
Meningen var egentlig, at vi blot skulle eksperimentere, men det var ikke nemt, når farverne og blandingerne nærmest af sig samlede sig til noget, der kunne ligne billeder. Efter en meget produktiv og lidt slidsom weekend kom jeg hjem med en pæn stak papir...
.. og noget, der vel godt kan kaldes et billede. - Papiret, mønstrene, strukturerne og især farverne fik nye sider frem i mig, som vist ikke tidligere er set. For første gang har jeg lavet et billede med firkanter. - Undskyld reflekserne.

Kis Nellemann er selv en fremragende kunstner, og det var meget inspirerende at arbejde i hendes overflødighedshorn af et værksted, hvor det var et krav at lege og prøve sig frem.

Udover at arbejde hårdt med papiret i tre dage fik jeg også lært, at papir har lyde, klange og harmonier afhængigt af, hvordan overfladen er behandlet.

Og desuden var der under hele kurset en liflig duft af plantedele, grøftekant og bilobablade, æg, kassein, linolie og vandglas.

Og det gode ved det hele var, at det alt sammen var helt naturlige produkter, og det kunne virkelig ses på dybden i farverne.

Se Kis' værker på http://www.kisnellemann.dk/

Papirfremstilling dag to

2008-11-10T00:56:00.002+01:00

Efter at have blandet farverne, var det tid til at afprøve dem på noget af det nye papir. For at lette processen tog vi en hårtørrer til hjælp. - Gurkemejeblandingen viste sig på magisk vis at kunne forvandles fra en smuk gul til en endnu smukkere dyb rød farve. Det skete simpelthen automatisk, når der blev lagt vandglas henover!

Tiden var inde til at afprøve flere farver, så igen var vi igennem processen med at opløse pigment i pulpen. Her i Kis' hjemmelavede superblender.

Efter rigelig blendning var det tid til at afprøve farven, hvilket nemt kunne gøres ved at fiske lidt af pulpen op og trykke vandet ud.Igen et nyt farvebad.

Og så det endelige resultat. Grønt papir med blendede Gingko Biloba-blade i. Det er ærgerligt, at der ikke kan laves websider med duft. Alle de forskellige dufte var en stor oplevelse i sig selv.

Papirfremstilling i flere trin

2008-11-10T00:18:00.011+01:00

De følgende indlæg beskriver processen i fremstilling af håndlavet papir.

Billederne stammer fra et kursus hos kunstneren Kis Nellemann, Lolland.

Allerførst var det overvældende inspirerende at se eksempler på papir fra Kis' egne produktion, som hun generøst fremviste.

Jeg havde hjemmefra tømt de nederste grene på vores Gingko Biloba-træ for at bruge bladene til effekt og struktur i papiret.

Først blendes pulpen i lang tid, hvorefter den 'fortyndes' i vand.

Så sænkes rammen ned i materialet, og med et snuptag løftes rammen op.

Pulpen har nu - forhåbentlig - lagt sig i et fint, jævnt lag ovenpå rammen.

Efter en omgang med vandstøvsugeren er papiret klar til at blive lagt til tørring på en plade.

For variationens skyld lavede vi papir med forskellige farver, der var opløst i pulpen.

De medbragte bambusblade blev kogt let med salt, så de blev rene og mere klare i farven. Så de visne blade fik nyt liv.

Og så var den første plade hurtigt fyldt.

Den første dag sluttede med, at Kis lærte os at blande forskellige typer farver.

Fx blev kassein - et mækepulverprodukt- blandet med hjortetakssalt og pigment, og noget med gurkemeje, og det resulterede i et tyktflydende pastalignende materiale.

Temperafarver blev fremstillet af hele æg, linolie, vand og pigment. Dette var en mere tyndtflydende substans.

Til sidst brugte Kis en øl til at blande pigment i, hvilket resulterede i en tyndtflydende masse, der nærmest lagde sig som vandfarve på papiret.

Og så var vi klar til dag to.

Tid til eftertanke

2008-10-30T19:32:00.000+01:00

På en fridag, - især når det regner, - kan det være hyggeligt at give sig lidt ekstra tid til at ordne mails, kigge på Facebook, eller finde citater, der kan give tankerne noget at fundere over eller måske få dem til at flygte lidt fra hverdagen.

I dag blev jeg bevæget af et citat af Genpo Roshi, som jeg ikke tidligere havde hørt om.
Han siger i sin bog '24/7 Dharma'

"Life is very fragile, very precious.
Realizing this, we have more willingness to face whatever gift life brings us.
The experience of doing that over and over again gives us faith and courage to keep going. Taking life as it comes, not knowing what will happen next, we can be fully present each moment to experience whatever it is.
If it is suffering, we suffer; if it is pleasure, we have pleasure".

I mange år har jeg forsøgt at leve efter mottoet:
"Virkeligheden er, som den er. Jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til den.
Jeg har altid flere valgmuligheder. Jeg vælger at tro på det gode, indtil jeg er overbevist om det modsatte."

Og så fandt jeg denne lille Sufi-historie:

"En dervish kom ind til en ny by og blev antastet af en meget uvenlig og anmasende mand.
- 'Gå væk! Der er ingen, som kender dig her!', sagde manden.
- 'Ja, men jeg kender mig selv', svarede dervishen, 'og det ville være meget værre, hvis det havde været omvendt.'"

Note: (Persisk) Dervish betyder ”fattig mand”, og er betegnelsen for en munk tilhørende en oldgammel persisk orden fra 8. århundrede f.Kr.

Sikke en weekend

2008-10-29T22:08:00.000+01:00

Det tager lige et par dage at fordøje en weekend med en teaterforestilling i Vordingborg Teater og en fortælleeftermiddag i Røde Kors' Café. Umiddelbart to forskellige aktiviteter, men alligevel ikke.

Forestillingen 'Creature' af Kristján Ingimarsson, Vordingborg, handler, som jeg så den, om Kristján, som iscenesætter sig selv som skuespiller, ind imellem noget krukket, andre gange helt nede på jorden. Imens bruger han sin krop og mimik blandet med musik i et fænomenalt flot samspil.
I indledningen ser jeg et menneske i en togvogn, fordi rytmen lyder som et tog. Hele vejen igennem forestillingen danner jeg min egen tolkning af, hvad forestillingen handler om. De billeder, jeg tog undervejs, fordi det er Kristjáns koncept, viser den virkelig, mit lille kamera kunne indfange i den mørke sal, men de siger intet om den historie, jeg har fået fortalt i min fantasi.
Og det er lige præcis det, der er så skønt ved den slags performanceteater, hvor tilskueren er overladt til sig selv og sin egen fantasi. Forestillingen byder på en mulighed, som vi kan gribe, og hver tilskuer har set sig version af historien, fået minder og drømme ud fra hver deres model af virkeligheden.

Det samme kan man sige om fortællereftermiddagen på Røde Kors' cafe søndag eftermiddag. Her fortalte vi vidt forskellige historier, myter, eventyr osv. Der var ikke mange tilskuere udefra, men de flittige strikkedamer fra Røde Kors lagde en bund af ekstremt hyggelig stemning, da de sad der på rad og række med deres strikkepinde vippende op og ned i takt til fortællernes ordflow.
De gæster, som havde stridt sig gennem den silende regn, fundet ind til baggården bag Algade og fundet sig en god stol at sidde på, imens de også nød godt af kaffen og kagen, var dukket op efter en inviation på Facebook.

De havde ikke tidligere deltaget i et lignende arrangement, men 'det bliver ikke sidste gang', sagde de på vej ud ad døren.
Alle nød vi fortællingerne og de forskellige måder, de blev fortalt på. På samme måde som i teaterforestillingen fik lytterne her hver deres oplevelse af de historier, der fortaltes.
Det er sjovt, når man står og fortæller, at iagttage ansigtsudtrykkene hos publikum, for det er tydeligt at se, at der sker forskellige ting på forskellige tidspunkter i historien hos den enkelte.
Nogen griner måske af et eller andet, mens en anden væmmes ved det samme. Igennem observationerne, imens man fortæller, bliver man samtidig klogere på sin egen opfattelse af fortællingen, og mange gange sker der hetl ny indsigter, imens man fortæller.
Det er fortællingens MAGI.
Den skal vi værne om og skabe flere muligheder for at mange flere kan få glæde af at opleve. Og det gør vi med glæde, for vi elsker at fortælle, og selvfølgelig mest, når der en nogle til at lytte.

Fra forestillingen 'Creature', læs mere på www.neander.dk

Forberedelse til fortælleeftermiddag

2008-10-22T22:50:00.001+02:00

Selv om jeg måtte forlade fortællekurset i England, er jeg ikke gået i stå i forhold til at læse og arbejde med fortællinger.

I aftes havde vi et herligt møde i Vordingborg Fortællerkreds. Vi skulle planlægge de historier, vi vil fortælle på søndag eftermiddag i Røde Kors' café her i Vordingborg. De har inviteret til os til et samarbejde, og vi vil med fornøjelse støtte deres projekt, så entréindtægten går til deres lokalarbejde.

Lige så forskellige vi er som fortællere, lige så forskellige er vores valg af fortællinger. Temaet er 'En ven i nøden', og der findes masser af historier af dette tema.

Jeg har valgt en gammel Sibirisk myte, der hedder 'Hvaldrengen'. Den handler om mange temaer, men umiddelbart påfaldende er det, at en hel landsby hjælper en ung kvinde i nød. Hun oplever stor ensomhed og møder en hval, ..... mere vil jeg ikke afsløre her.

Jeg fandt historien i en bog, der hedder 'The moon in the well', en samling historier redigeret af fortælleren Erica Helm Meade. Det unikke ved denne bog er, at hun har kategoriseret historierne efter temaer, så den er let at orientere sig i. Undertitlen er 'Wisdom Tales to Transform Your Life, Family and Community'.

Selv om jeg kun nåede at være på fortællekurset i tre uger, nåede jeg alligevel at få en del indsigt i arbejdet med bl.a. myter. Jeg har altid haft umådelig stor respekt for netop myter og af samme grund ikke fortalt særligt mange. Nu har fået et redskab til at arbejde med myterne - at forstå dybden i det urgamle stof, og derfor tør jeg også ydmygt kaste mig ud i en mytisk fortælling på søndag.

Vi arbejdede en del med at finde 'fixpunkterne' i historien, og desuden tegnede vi kort over historien. Jeg har arbejdet med disse metoder før, men jeg har nok ikke være så disciplineret som nu. Det er sjovere at få styr på historien fra begyndelsen og derefter føle større frihed til at slå sig lidt mere løs i fortællingen.

Så nu vil jeg bare glæde mig til at fortælle om Hvaldrengen på søndag.

Kulsbjerg

2008-10-19T18:01:00.001+02:00

Kun få km. fra Vordingborg ligger det smukke område omkring Kulsbjerg. Efter at have boet meget tæt på dette område i mere end 30 år besluttede jeg, at i dag skulle være dagen, hvor jeg endelig fik kigget nærmere på dette sted.

Hold da helt op... det var en oplevelse. Blishønsene på søen havde travlt...

Hundene fik opsnuset mange sjove ting, som vi slet ikke fik indsigt i, men der var rigeligt at opleve endda. En skrubtudse nåede at flygte ind i det tætte græs, før vi kunne nå at tage den nærmere i øjesyn.

Selv i dag med et let diset vejr, var der en storslået udsigt fra toppen af Kulbjerg. Vi kunne se til Farøbroen, Storstrømsbroen og vandet hele vejen rundt om det sydlige Sjælland.

Selv om de fleste af de vilde planter er på vej til at visne væk, var der stadig mange små blomster tilbage. Kornblomster, kamille, perikon og mange, mange flere.

Bedst som vi var på vej hjemad, fik vi øje på en en lille flok musvåger, to store og en lidt mindre. Men umiddelbart efter dukkede en større flok op. Vi talte to store og fem små. Billedet skal nok forstørres lidt for at fuglene bliver tydelige nok.

På sådan en dag måtte jeg lede efter et passende citat fra Hafiz' samling af digte, som jeg ofte finder stor inspiration i.

Måske er det lidt 'blasfemisk', men jeg oversætter frit til dansk efter den engelske udgave af 'Today'.

I dag

Jeg

ønsker ikke

at træde så hurtigt

hen over en smuk linje på Guds håndflade

imens jeg bevæger mig gennem jordens

markedsplads

i dag.

Jeg ønsker ikke at røre nogen genstand i denne verden

uden at mine øjne bekræfter sandheden

at alt er

min elskede.

Noget er hændt

for min forståelse af eksistensen

som nu altid vil fylde mit hjerte med undren

og mildhed.

Jeg ønsker ikke

at træde så hurtigt

over dette hellige sted på Guds krop

som er lige under

din egen fod.

Imens jeg

danser med

det dyrebare liv

i dag.

Efterårsdag i Vordingborg

2008-10-17T19:07:00.001+02:00

Det smukke efterårsvejr lægger op til lange gåture i denne tid, hvor naturen er i gang med at male med den helt store palet. Vordingborg er også smuk fra denne vinkel, selv i let dis.

Stilheden kan være larmende, og hvad er vel skønnere end at høre den blive brudt af en flok svaner, der letter eller nogle ænder, der slås om retten til et eller andet - eller måske bare giver lyd. Hvem ved, om ænderne også kan blive overvældet af stilheden?

De gamle egetræer knejser stadig, og netop denne dag var der en regn af agern, til stor forskrækkelse for Fiffi, der ikke er vant til, at der kom den slags tungt skyts ned fra oven.

Og sikke en karl, man kan møde næsten helt ude ved pynten! Det er lidt af en øjeåbner, når man lige kommer gående rundt i svinget.

Fiffi var mere end begejstret for en gåtur - helt alene med mig - rundt om Oringepynten i Vordingborg.

Men at tænke på at gå i vandet, det er dog den dummeste idé, når man er en lille Papillon. Så hellere lægge sig demonstrativt i tangen.

Dette at være menneske

2008-10-06T22:43:00.000+02:00

Det har været temaet for det fortællekursus, jeg nu har deltaget i i tre uger på Emerson College.
Kurset har fået en brat afslutning, idet sygdom hjemme gør det nødvendigt for mig at rejse hjem.
Sygdom er hver mands herre, og jeg vil blot afslutte med at citere Rumis berømte digt:

this being human…
This being human
is a guest house.
Every morning a new arrival.

A joy, a depression, a meanness,
some momentary awareness
comes as an unexpected visitor.

Welcome and attend them all!
Even if they're a crowd of sorrows,
who violently sweep your house
empty of its furniture, still,
treat each guest honorably.
He may be clearing you out
for some new delight.

The dark thought, the shame, the malice,
meet them at the door laughing,
and invite them in.

Be grateful for whoever comes,
because each has been sent
as a guide from beyond...

Jalaludeen Rumi (1207-1273)
digter, sufi-mester og teolog

og i dansk oversættelse (jeg kender ikke oversætteren)

Herberget .

At være menneske er at være et herberg .
Hver morgen ankommer der en ny.
*
En glæde, en depression, en smålighed ,
en flygtig viden kommer
som en uventet gæst .
*
Byd dem alle velkommen og bevært dem alle !
Selv hvis de er en flok sorger ,
som med vold tømmer dit hus
for dets møbler,
skal du stadig behandle hver gæst hæderlig .
Han rydder måske dit hus ,
så der bliver plads til en ny glæde .
*
Den mørke tanke, skammen , ondskabsfuldheden ,
mød dem leende i døren ,
og inviter dem ind .
*
Vær taknemmelig for enhver, der kommer
for hver enkelt er blevet sendt
som en vejleder fra det hinsidige .
*
( Oversat efter The Essential Rumi )

Råhygge

2008-09-26T22:08:00.000+02:00

Imens Tines strikkepinde knitrer lystigt i baggrunden, sidder jeg ved hendes mini lille bitte skrivebord ved computeren for at opsummere lidt efter den første uge.

Der er gået sport i at strikke sjaler herovre; mange har beundret mit store, tykke sjal strikket efter et gammelt nordisk mønster, så nu vil mange af kvinderne lære at strikke ligesom os. Jeg har lovet at lave en strikketime ved lejlighed, og den lokale garnbutik bliver sikkert lykkelig for en masse nye kunder.

Hver morgen begynder med, at vi tænder et lys. På billedet ses Lis, den ene af vores lærere,som begyndte med at tænde lys for alle i vores bagland, der støtter os i være her i så lang tid. Det kunne vi jo kun tilslutte os.

Vores undervisningslokale er en hytte, meget utæt, tynde vinduer selvfølgelig, men ualmindelig hyggelig, så der trives vi.
I dag, fredag, var store rengøringsdag. Vi skal hver uge gøre hytten ren, så den er fin og frisk, når vi møder ind mandag morgen.

Det store tæppe er dejligt at varme fødderne på, når vi kommer ind på det kolde gulv om morgenen.

I dag var det Rose's fødselsdag, så hun holdt et lille party i haven. Hun bød på kiks, jordbær! og boblevand samt juice. Tænk at kunne sidde ude d. 26. september!

Så går turen atter hjemad. Måske kan gæssene lige anes bag hegnet, og måske også de højrøde, saftige æbler på træerne.
Vi føler lidt, at stien måske var bedre egnet til gæssene.

Men så når vi endelig ned til byen, og selv om vi i dag var fuldstændig opsatte på at gå direkte hjem for at lave lektier, så blev vi alligevel lokket til at gå på café. Vi holder os til grøn te og latte, selv om de også byder på stærkere sager. Der er mindst tre pubber i byen, og der er altid mennesker, hver gang vi går forbi. Vi har endnu ikke følt os fristet til at smage det engelske øl, men det kan jo være, hvis vi bliver FOR biodynamiske, at vi må have lidt modgift.

Tine og Dagmar gennemgår ugens lektier.
Vores fortælleøvelser vækker mange følelser, vi arbejder jo med vores biografi, så ind imellem er der gråd og tænders gnidsel. Men heldigvis kan vi også grine meget.
I går havde vi 'kreativ skrivning for første gang', og det var virkelig morsomt. Vi var begejstrede for at opleve en lærer, der simpelthen ELSKER ord. Intet mindre. Selv om vores engelske lader noget tilbage at ønske, så kan vi godt følge med med vores spartanske ordforråd - i forhold til de indfødte. Det er utroligt, hvad der kan komme ud af bitte små øvelser, leg med ordene.

Omsider er vi hjemme, og når Tom, vores landlord, er færdig med at lave mad, så er Tine klar ved gryderne. I dag fik vi kylling for første gang, biodynamisk selvfølgelig.

Hele ugen har vi øvet sange, som vi skal synge pp mandag d. 29.9., hvor hele skolen fejrer 'Mickelmass'/Mikkelsdag. Til ære for Skt. Michael. Hele holdet, der studerer biodynamisk landbrug skal stå for dagen.

Men foreløbig må vi vist hellere komme i gang med at øve vores fortællinger til æblefesten i byens park på søndag.

Vores daglige rute

2008-09-24T21:47:00.001+02:00

Huset, vi bor i, hedder 'Little Gaines' - af den første ejer ejer opkaldt efter et større landsted i Skotland kaldet 'Gaines'. Den første ejer var en af stifterne af 'Michael Hall'- en Steinerskole, som ligger tre huse herfra.

De fleste hus her i byen har navne i stedet for numre. Fx passerer vi hver morgen 'High Beeches', og der er ganske rigtigt to høje bøgetræer foran huset. Det må være besværligt at være ny postmand heromkring.

Når vi går til skolen, begynder vi med at gå nedad ad priory Road, der er meget trafikeret, og bilerne kører ret hurtigt.

Så går vi videre ned af en sti, hvor der er en ren kilde, som de kalder Løvekilden.

Vandet smager helt fint, og det er dejligt med en kold forfriskning på vejen.

Vi fortsætter ad endnu en sti, ad en vej og nok en sti, der fører os til Tablehurst farm.

Det er et biodynamisk landbrug, som er tilknyttet Emerson College og som bl.a. holder 'ladebal' et par gange om året. vi glæder os til at skulle deltage i høstballet.
De sælge alt i biodynamiske grøntsager, kornprodukter, kød, æg osv.

Søen er et hyggeligt skue på alle tider af dagen og den ligger lige over for deres store æbleplantage.

Efter søen og gården kæmper jeg mig op ad den lange, stejle bakke, der er ret sej for mig, som slet ikke er i form endnu.

Jeg håber dog, at stroppeturen hver dag vil ændre på det faktum.

Første dag kom vi til at gå for langt, og vi endte i skoven, hvor vi mødte 'Englands sidste hippie', som han kaldte sig selv. Vi ved ikke om han var en af de handicappede, som arbejder i skoven eller hvem han er, men i hvert fald var han i gevaldigt snakkehumør. Han fortalte, at han netop havde lavet sig et skjold til en Shakespeare-forestilling, som han er med i, og viste os en blikplade. Han var langhåret, og fortalte, at han finder alt på lossepladsen. 'Selv mit hår har jeg fundet, sagde han og løftede parykken af for at afsløre sin bare isse.

Jo, vi nærmest vader direkte ind i historierne heromkring.

Vi går forbi en æbleplantage mere og en indhegning, hvor der går 4 gæs, som efterhånden er holdt op med at skræppe efter os. Langs den indhegning er der blot en lille bitte smal sti, som i regnvejr er ret mudret.

Til gengæld kan vi hygge os med at kigge på hestene, som går på marken overfor.

Endelig er vi fremme ved Emerson College, hvor vi mødes til morgensang og 'dramatiske øvelser' hver morgen.

Somme tider, når vi går hjem, møder vi to små

drenge på omkring 4 år, som leger med deres lille

bygningsværk. Jeg spurgte, hvad de var i gang med. De fortalte, at de laver et vandhul.

'Alle farmere har brug for et vandhul, så dyrene kan drikke', sagde de.

'Every farmer needs a pond, so the animals can 'dwink'.

Jeg kom til at tænke på Elmer Fjot, som heller ikke kan tale rent og måtte indse, at det engelske sprog selv for de indfødte kan være svært at udtale.
Og således rummer hver lille gåtur sin egen historie.

Så kører det

2008-09-24T17:37:00.000+02:00

Internetforbindelsen er på plads... endelig.

En opklaring. Jeg har to gange tidligere besøgt Emerson College på fortællekurser, men kun på weekendkurser. Derfor kendte vi ikke til livet i dagligdagen her.

England viser sig fra sin flotteste side i dag, hvor solen har været fremme imellem skyerne og luften er tung af fugten efter regnbygerne. Bladene er så småt begyndt at løsne sig fra træerne og viser sine fineste farver frem.

Når vi er færdige med dagens arbejde, går vi gennem et smukt landskab, med marker og aktivt landbrug. I dag mødte vi æbleplukkerne, som samler sammen til en stor festival på søndag her i byen. De har bedt os historiefortællere om at komme med for at fortælle historier. Det bliver vores ilddåb med at fotæller offentligt på engelsk.

Vi har nu også fundet en slags rutine på skolen med undervisning, fælles måltider med de øvrige studerende og selvfølgelig masser af tepauser. Endnu er vejret til at vi kan være på plænen foran det gamle hus, hvor de sidste roser lyser op. Omgivelserne er meget smukke, og om morgenen, når tågen ligger over landskabet, er det næsten som at være med i en film. Vi bliver dog hurtigt vækket, når vi kommmer ud i trafikken. Folk kører temmelig hurtigt her, og selv om vi er agtpågivende, skal vi lige huske, at bilerne kommer fra den 'forkerte side'.

Vi har nu fået vores første lektier, så der skal læres en lille myte udenad + en myte, som 'bare' skal fortælles.

Vores arbejde består af en vekselvirkning mellem praktiske øvelser og individuelle refleksionsøvelser. Vi dykker godt ned i fortællingerne, og vi bliver ret trætte.
I dag sagde vores lærere, at 'historiefortælling er ikke bare et håndværk, det er en livsstil'.

Endelig i gang

2008-09-22T18:54:00.001+02:00

Endelig kom vi i gang med det kursus, som vi er kommet for at deltage i. Onsdag til soendag var introduktionskursus. Vi er jo paa et college, hvor mange unge mennesker skal til at laegge grunden til deres livsbane, saa vi har faaet flere lektioner om at tage ansvare for omgivelserne, rydde op efter sig osv. Vi fik et ikke mindre end halvanden times foredrag om, hvordan det kan vaere spirituelt at goere rent. Det var utroligt inspirerende, og fremover vil jeg nok holde lidt mere oeje med edderkopperne.
Stedet har ikke mange resurser, saa en del af opholdet er ogsaa at have turnus i koekkenet osv. Vi er paa opvaskeholdet hver mandag efter frokost, og senere skal vi snitte groentsager torsdag og fredag kl. 7 om morgenen. Det bliver en tidlig dag, da gaaturen herfra til skolen varer ca. tre kvarter. De andre dage moeder vi kl. 8.30 - 16.30.
Torsdag aften skal vi ogsaa vaere paa skolen, da vores hold skal optraede hver torsdag aften for resten af de studerende.

Det er en meget storslaaet oplevelse at vaere blandt 140 studerende fra 44 lande! Flest unge, som sagt, men ogsaa mange lidt aeldre. Vi har talt med flere, der har solgt ALT for at kunne vaere her. og starte et nyt liv.
Det er jo et antroposofisk sted, hvilket gennemsyrer mange af aktiviterne, men her er ogsaa mange, som ikke kender til Steiner og hans filosofi. Det er ok, vi er accepteret paa lige fod.

Det bedste var at moede gruppen, som vi skal arbejde taet sammen med de naeste tre maaneder nu. Vi er 18 meget forskellige personer, der er vidt forskellige steder i vores liv. Det giver en fantastisk dynamik og tegner til at blive en ualmindelig spaendende oplevelse.
Vi har faaet vores skema i dag, og det indebaerer foruden fortaellling ogsaa kreativ skrivning, klovnekursus og haandarbejde i form af filtnig og maskefremstilling. Det var nogle meget positive overraskelser, synes jeg. Underviserne her er enormt hjertevarme og meget, meget dygtige., saa vi foeler os virkelig godt tilpas her.

Forleden lavede vi en oevelse i det store forum, der gik ud paa at vi sammen skulle definere, hvad det vil sige at vaere laerende. Alle deltog aktivt, og det var sjovt at opleve de unge her, som tager baade undervisningen og sig selv temmelig alvorligt, og derfor gaar de ind i opgavende med et aabent sind. Her er ingen korslagte arme, men store smil, nysgerrrighed, varme og kreativitet. Alle er interesserede i at laere af hinanden, og det er en dejlig oplevelse. Men de er selvfoelge ogsaa alle kommet frivilligt, og de har maattet arbejde haardt for at vaere her. Bl.a. en ung pige fra Norge, som hver dag i et aar - morgen og aften - har gaaet op paa saeteren for at malke koeer, saa hun kunne tjene til sit ophold her.

Maden er 100% biodynamisk, saa vi kommer til at strutte af sundhed. Den er ogsaa 100% vegetarisk, men da vi selv laver aftensmad, har vi nu taenkt os at spise koed engang imellem. Det er en lille by, vi bor i, hvor man ikke kan koebe alt, men vi faar snart mulighed for at komme til nabobyen, hvor der er stoerre udvalg.

Her er hundekoldt inde i husene, saa der skal hele tiden medbringes varme sjaler og jakker osv. for at holde varmen. Gaaturen er ret anstrengende for mig endnu, saa den giver god varme. Men jeg skal nok blive vant til det. - Og saa glader jeg mig, naar vi bliver samlet op af en medkusist, som har bil, og som koerer lige forbi vores hus hver dag frem og tilbage.

Der er ikke noget nyt om vores internetforbindelse endnu, saa vi haaber, det snart lykkes.
Der

Venter paa internetadgang

2008-09-19T16:23:00.001+02:00

Vi er landet paa Emerson College, og installeret i et privat hus hos en venlig og rummelig familie ca. tre km. fra skolen. Det er meget bakket omraade, saa vi ser frem til at komme i god form ved at at gaa de ca. 35 min. hver vej to gange om dagen. En halv times motion om dagen anbefales jo, og det faar vi nu helt gratis ignnem landlige, men oekologiske, omgivelser.

Det er et fantastisk godt miljoe og en god stemning her paa Emerson, saa det er en stor fornoejelse at vaere her. Vi ser frem til mandag, hvor vores kurser for alvor begynder. Vi er 18 personer i vores gruppe, og alle er spaendte paa at komme i gang.

I aften faar vi en kode hos vores familie, saa vi kan bruge vore egne computere, med dansk tastatur.

Det er en ubeskrivelig fantastisk foelelse at vaere kursist paa fuld tid.
I morges skulle der vaelges et 'elevraad', og pudsigt nok havde jeg ikke den mindste forestilling om, at det havde noget med mig at goere. Saa jeg er aabenbart allerede saa akklimatiseret, at jeg ikke behoever skrabe flere opgaver til mig. Jeg har ogsaa rigeligt at goere med at samle ideer og tanker til det weekendkursus, jeg skal undervise paa 10.12. oktober herovre.

Naar jeg skriver vi, saa er det Tine og mig. Tine er dagligt bosiddende i Goteborg, men er dansker, og vi bor sammen, arbejder sammen og skal opleve en masse sammen herovre.

Rejsefeber

2008-09-14T16:17:00.001+02:00

Hold da helt op, hvor er der mange ting, man skal huske, når man forlader basen i tre måneder.
Pas, penge, forsikringer, hvad skal pakkes ned, kan jeg undvære dette, hvordan er temperaturen i Sydengland lige nu? osv, osv. Vi har hørt, det regner meeget derovre, så ekstra regntøj skal i hvert fald med, og de nyindkøbte gummistøvler må også finde en plads i kufferten.

- Men lidt vemodigt var det alligevel at gå de tunge skridt til stranden for at hente kajakken hjem i vinterhi. Det var helt stille vejr på vandet, så det havde været perfekt til en lille rotur, men der var ikke tid i dag.
Et par fritidsfiskere var i gang med at dele dagens bytte, nogle store, friske ål, der snoede sig, så de måtte tage ekstra fat i dem.

Da jeg endelig havde fået bakset kajakken op til huset, opdagede jeg et temmelig stort firben, der i sin forskrækkelse over at være blevet forstyrret fra den rolige plads ved vandet. havde smidt halen og nu noget forkrøblet kravlede helt op i forenden for at gemme sig. For dyrets skyld vendte jeg kajakken helt på hovedet, så den kan sove videre i fred og ro.
Tidligere har jeg fundet en stålorm i kajakken, så det må være et dejligt sted at opholde sig for diverse kryb. Så længe de kun er i den størrelse, skal de være velkomne.
Det er den slags små glæder, kontakten med naturen, der får mig til at synes, det er så dejligt at bo i disse skønne omgivelser.

Samtidig er brombærsæsonen på sit højeste, og jeg hører ikke til dem, der kan tåle at se de frodige grene bugne med bær, uden at jeg må pille dem af og gøre noget nyttigt med dem. Det er lige lykkedes at få samlet et kilo ekstra i dag, så det måtte på hovedet i fryseren.

Duften af nyslået græs sniger sig ind gennem det åbentstående vindue og æbletræernes grene hænger tungt i haven. Det er tid til at plukke æbler, og hvad er vel skønnere end at sætte tænderne i et friskplukket æble, mærke sprødheden og saften, der sprøjter ud til alle sider.

Her skal vi bo

2008-09-08T10:52:00.001+02:00

I dag har vi endeligt fået at vide, hvor vi skal bo. Oprindeligt havde de fortalt os, at vi skulle bo på selve skolen, men mange af deres værelser er lukket, fordi de trænger til at blive renoveret. Det betyder, at de fleste deltagere på kurset skal bo ude i byen i private hjem.

Tine og jeg skal bo hos nogle flinke mennesker nede i Forest Road på Priory Road.
Det er i cykleafstand til skolen, så jeg har reserveret to cykler, og så kan vi glæde os over, at vi har købt nyt regntøj.

Vores postadresse er stadig på Emerson College, Schoolofstorytelling
Emerson college
Emerson College, Forest Row, East Sussex, RH18 5JX, England

Jeg regner med at købe et telefonkort, når jeg er i England, og så skal jeg nok skrive det nye nr., men mailen ser jeg stadig de fleste dage.

Nu er der 9 dage tilbage, og rejsefeberen begynder at krybe ind i årerne.

På vej til England

2008-08-28T15:42:00.000+02:00

Denne blog er oprettet for at fungere som en slags dokumentation på mit tre måneder lange ophold i England, Emerson College, School of Storytelling.
Med orlov fra VUC uden løn og dermed total frihed til at trække stikket ud er jeg ved at være klar til afrejsen. Mentalt har jeg været forberedt i lang tid, men fysisk er 'der lige nogle ting', der skal på plads.
Jeg glæder mig ubeskriveligt meget og kan slet ikke forestille mig alle de oplevelser, det vil give at deltage i så langt et kursus om historiefortælling, fra morgen til aften.
Det bliver koncentreret at skulle arbejde på engelsk, men det bliver også rart at få udviddet ordforrådet og alt, hvad det ellers indebærer af træning.
http://www.schoolofstorytelling.com